• Business update: Post i ATP-regnskab mørklægges efter en årrække med milliardnedskrivninger i formue

    المصدر: BDK Finans / 26 مارس 2025 11:25:03   America/New_York

    Kære Business-læser. Her kommer din daglige overflyvning af dagens erhvervshistorier. I dag holder vi os inden for Europas grænser. Vi kommer ikke længere væk end til Italien. Der sidder dog også en tidligere premierminister, der har bemærket et vigtigt og tiltrængt skift i mentaliteten hos danskerne. Derudover er der et gennemgående tema i vores alle sammens tvungne pensionsselskab, ATP, der mørklægger deres bonusordninger i en tid med store milliontab. Og så er der en god nyhed til dem, der har gode kolleger. God læselyst! #1 – Konkurstruet brintfirma har fået overblik over krisens omfang: Kreditorer savner milliardstort beløb Siden det konkurstruede brintfirma Green Hydrogen Solutions for 16 dage siden gik i rekonstruktion, er der kommet overblik over, hvor galt det står til. Kravet fra firmaets kreditorer løber op i svimlende 1,58 milliarder kroner, men indtil videre må de kigge langt efter deres penge. Det skriver Watch Medier. Blandt kreditorerne er ATP, der har en investering på 200 millioner kroner ude og svømme i firmaet. En investering, der gjorde pensionsselskabet til firmaets største investor i 2021. ATP forvalter i dag omkring 750 milliarder af danskernes penge og denne investering er blot én ud af flere, der har været med til at mindske ATPs formue med 200 milliarder kroner siden 2021. En formue, som ellers helst skal avle så mange penge som muligt til danskernes pensionstilværelse. Den 1. april skal det konkurstruede Green Hydrogen Systems i skifteretten stemme om, hvilken af de fremstillede redningsplaner, de vil vælge at gå med. En af dem – at rejse ny kapital – er allerede afprøvet og konstateret mislykket. Det skete allerede inden de gik skridtet tættere på en konkursbegæring ved at gå i rekonstruktion. ATP har i den forbindelse også været ude at sige, at de ikke kommer til at redde firmaet. Dermed kan ATP også snart finde ud af, om de skal anse deres investering for helt eller kun delvis mislykket. #2 Gode kolleger holder sygdom for døren Er der bare højt humør og godt samarbejde i afdelingen på din arbejdsplads? Hvis ja, er der også større chance for, at færre melder sig syge. Det viser en ny undersøgelse fra Dansk Arbejdsgiverforening, som Børsen beskriver. Faktisk sparer arbejdspladserne for at betale for hele to dage i gennemsnit pr. medarbejder, hvis de har en medarbejderstab, der har det godt med hinanden, viser undersøgelsen. God stemning og godt samarbejde kædes i undersøgelsen også sammen med følelsen af stress for den enkelte. Blandt medarbejderne med gode samarbejdsrelationer angiver 14 procent, at de føler sig stressede hele tiden eller ofte. For dem der har det vanskeligere med deres kolleger, er det dobbelt så mange. Der er stadig markant flere registrerede sygedage blandt medarbejdere i den offentlige sektor sammenlignet med dem, der arbejder i det private. Men hvis de offentligt ansatte så har det godt med deres kolleger, falder sygefraværet også markant. For dem med gode kolleger ligger sygefraværet på 9,2 dage i gennemsnit holdt op imod 12,4 sygedage for dem, der ikke er synderligt begejstrede for sine kolleger. »Det kunne tyde på, at gode arbejdsrelationer gør det lettere at forebygge og håndtere både fysiske og psykiske udfordringer, hvilket fører til færre sygedage,« skriver DA i undersøgelsen. #3 ATPs bonusordninger forsvundet som dug fra solen i nyt regnskab I mange år har man kunnet se, hvor mange millioner, man som medarbejder kan få i bonus for at forvalte ATPs investeringer gennem deres egne kapitalfonde. Men det et slut nu. Pensionskæmpen har nemlig udeladt den note i deres nyeste regnskab, skriver Børsen. Argumentet for at fjerne oplysningen om bonusser er, at de ikke er forpligtet til at oplyse om deres bonusordninger og henviser til, at andre i branchen heller ikke gør det. Tidligere har Berlingske beskrevet, hvordan fem partnere i ATPs investeringsfond ATP-PEP på få år blev multimillionærer af at forvalte ATPs PEP-fond. Det førte til, at loftet for bonusser blev sat ned til 50 millioner kroner for de enkelte fonde. ATP skiller sig bare ud fra andre i branchen ved, at de i praksis er en offentlig virksomhed. På trods af, at bonusserne har været givet i ATPs investeringsfonde, kommer pengene fra ATP, der har deres penge fra danskere, der praktisk talt er tvunget til at indbetale penge til deres pensionstilværelse gennem ATP. Af en af ATPs ældste investeringsfondes regnskaber fremgår det, at medarbejderne havde opnået bonusser til en værdi på 244,5 millioner kroner i 2023 Beslutningen om at fjerne oplysningerne fra ATPs regnskaber vækker harme hos Enhedslistens beskæftigelsesordfører, Victoria Velásquez, der ud over at kalde det et »demokratisk problem« mener, at det underminerer hele tilliden til pensionssystemet. Tre uundværlige fra Berlingske Business A: Tidligere italiensk premierminister ser stort holdningsskift hos danskerne. Trump er en »gamechanger« De europæiske lande må indse, at de ikke kan håndtere de aktuelle udfordringer alene. Det mener den tidligere italienske premierminister Enrico Letta, der har set en forvandling af den danske mentalitet. Læs artiklen her. B: Stjernearkitekt og Pandora-stiftere går konkurs med cykelfirma Ladcykelfirmaet Butchers & Bicycles ville være et af Skandinaviens »førende cykelbrands«. Nu går selskabet konkurs. Læs artiklen her: C: Det er blevet dyrere for danskerne at handle i Sverige – men én vare er markant billigere Siden årsskiftet er det blevet markant dyrere for danskerne at købe ind på den anden side af Øresund. Det skyldes, at den svenske krone er blevet væsentligt stærkere, og priserne på dagligvarer stiger væsentligt mere der end herhjemme. Én ting er dog blevet markant billigere i Sverige. Læs artiklen her. Tak for at læse med! https://www.berlingske.dk/virksomheder/business-update-post-i-atp-regnskab-moerklaegges-efter-en-aarraekke
شارك على،